Dåbssymbolikken er knyttet til både verdens skabelse (urvandene) og til Jesu dåb i Jordanfloden samt til hans korsfæstelse, død og opstandelse. Begrebet dåb kommer fra det oldsaxiske “dopi” som igen er beslægtet med det tyske “taufe” og det græske “ βαπτίζω (BAPTISO) - grundbetydningen er “neddryppen”. Ny Testamente beretter, at Jesus ved slutningen af sit virke på jorden befalede apostlene at døbe “i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” (Missionsbefalingen, Matt 28,19).

Rent fysisk foretages dåb i Folkekirken ved, at præsten tre gange øser vand over personens hoved, medens han fremsiger dåbsformlen; men andre kristne trossamfund (f.eks. nogle af frikirkerne) bruger i stedet at døbe ved at personen nedsænkes helt eller dyppes i vand, oftest i et dertil indrettet bassin i kirkebygningen, men til tider, hvis forholdene tillader det, i en flod eller lignende - som også Johannes Døberen gjorde det. I så fald er personen, der skal døbes, som regel klædt i en helt hvid dåbskjole, der symboliserer, at man ved dåben renses for enhver synd … .

Et andet relevant skel er, om dåben udføres på spædbørn eller voksne. I de traditionelle, liturgiske kirker, som den katolske, den ortodokse og Folkekirken, døber man børnene kort tid efter fødslen (hvorved dåben også har fået karakter af navngivningsritual, hvilket dog ikke har noget teologisk grundlag). I mange protestantiske trossamfund vægrer man sig imidlertid ved at døbe børn, da det understreges, at dåben i Bibelen er et bevidst valg, som en person foretager, når vedkommende vælger at omvende sig personligt.

Hvorvidt barnedåb er gyldig eller ej, har siden 1500-tallet været et stridsspørgsmål i vestlig kirkehistorie, idet mange såkaldte anabaptister (græsk for “gendøbere”) lærte, at barnedåben var ugyldig og derfor døbte folk, der var blevet døbt som spæde, hvilket skabte stor vrede hos de traditionelle kirker og mistillid mellem kristne. Dåben regnes nemlig for et ritual der kun kan foretages én gang, og man er generelt meget påpasselig med ikke at døbe folk, der i forvejen er døbt. Generelt gendøber vi heller ikke i kirken, Church of Love, og vi respekterer og anerkender barnedåben på lige fod med voksendåb.

Når man hører ordet dåb, tænker man ofte både på selve dåbshandlingen i kirken, hvordan det foregår, og på hvad dåben betyder - altså dåbens indhold. Dåben er en af livets store begivenheder, en begivenhed vi forbinder med højtid og fest. Samtidig er dåben meget mere end det, der sker i kirken. Ved dåben fortælles det, at vi hører til i livets store sammenhæng, i Guds fællesskab. Guds løfte ved dåben lyder: “Jeg er din Gud, og jeg vil følges med dig alle dage indtil verdens ende - uanset hvordan det går dig, så er jeg hos dig.” Det betyder selvfølgelig ikke, at der nu ikke er noget ondt, der kan ramme os. Livet rummer stadig farer og udfordringer, men det betyder, at vi aldrig vil være helt alene. Gud er hos os - også når vi ikke kan se det.

Dåben er begyndelsen på et fællesskab med Gud, som varer hele livet. Et fællesskab, som ikke afhænger af, om det går en godt eller skidt. At være døbt er at høre hjemme hos Gud - altid. At få plads i Guds rige er at få lov til at tro på, at Gud og menneske hører sammen, og det kan hverken ondskab eller død ændre på.

Dåben er en af kirkens hellige handlinger - et af kirkens sakramenter. At vi kalder dåben et sakramente er, fordi Jesus selv har indstiftet den. Dåben kan også ses som en handling, et “ritual” - der hjælper mennesker til at markere en vigtig og uforglemmelig begivenhed i livet. Ritualet sætter ord på, at vi føler glæde og taknemmelighed, og ritualet sætter ord på, at vi er usikre og bange for fremtiden. På den måde rummer ritualet alle de følelser vi har, giver dem plads og sætter ord på dem, sådan at vi selv kan rumme de følelser og tanker, der går i hver sin retning, sådan at vi i en og samme handling kan rumme både glæde og frygt, sorg og taknemmelighed. Vi kan med andre ord sige, at:

Dåben er en afklædning og iklædning: Den døbte, skal aflægge sin gamle syndige “natur”, og han får til gengæld en helt ny, ren og smuk klædning, der iføres ham til efterligning af hans Herre. Kol 3,1-17

Dåben danner grundlag for en ny identitet: Med den “én gang” fuldførte dåbshandling er skibet med det nye liv én gang for alle forberedt for den kristne. Dog kræver genfødslen og den nye identitet imidlertid en tilegnelse i tro, der ikke er afsluttet på et øjeblik, men skal foregå i hele det jordiske liv.

Dåben indebærer et ejerskifte: Den døbte tilhører nu ikke mere sig selv, men Gud (Rom 6,10), henholdsvis Jesus Kristus (Rom 7,4) og fællesskabet med sine søskende, som tilsammen danner hele legemet, kirken (1Kor 12).

Dåben giver evigt liv, Åndens gave og syndernes forladelse: Gennem forbindelsen med Jesus Kristus får den døbte del i frugten af Kristi død og i det nye og evige liv, som viser sig i hans opstandelse og Helligånden, som igen er en eskatologisk gave, et “forskud” (2 Kor 1,22; 5,5; sml. Rom 8,23) på livet efter de dødes opstandelse.

Omvendelse, dåb og tro hører sammen:

Bod og omvendelse til Gud er ikke noget, der er forskelligt fra dåbshandlingen, og som går forud for eller følger efter dåben. Tværtimod hører omvendelse og dåb sammen. Det at komme til tro kan ikke adskilles fra dåben. For først gennem dåben modtager den enkeltperson, der indlader sig på troen på det apostolske budskab, “objektivt” én gang for alle fællesskabet med Jesus Kristus og dermed også syndernes forladelse (ApG 2,38), som er baseret på hans forsonings død (Rom 3,25). Tro på evangeliet uden dåb er derfor heller ikke i egentlig forstand kristen tro til frelse. Troen kommer først ved udøvelse af menneskets selvbestemmelse, medens mennesket gennem dåbshandlingen bliver en ny person, selv om han, medens forvandlingen sker, stadig selv er forbundet med den, han tidligere var.

Men hvad så med Spædbarnsdåben? Spædbarnsdåben blev ganske vist allerede i det 3. århundrede betegnet som en gammel apostolsk skik af kirkefædrene Cyprian og Origenes. Ud fra angivelserne i Apostlenes Gerninger, at nyomvendte lod sig døbe sammen med “hele deres hus”, (ApG 18,8; sml. 10,2; 11,14; 16,33) kan der ikke drages sikre slutninger med hensyn til dåb af spædbørn. De viser kun, at omvendelsen til troen på Kristi budskab ikke altid blot var en beslutning hos det enkelte menneske, men fra ganske tidligt kunne være et fælles anliggende for hele familien. Deri må man formode, at oprindelsen ligger til barnedåben, der ligesom dåben på dødslejet var en udbredt skik siden det 3. århundrede.

Imod den indvendte en anden kirkefader (Tertullian) ganske vist, at børnene endnu ikke var i stand til selvstændig erkendelse og afgørelse. Dog har også han som modstander hverken tilbagevist denne skik som en nydannelse, eller beskyldt den for at forstyrre samhørigheden mellem tro, bekendelse og dåb, så meget mere som han med 1. Kor 7,14 anså børn af kristne forældre for at være helliggjort gennem dem. Skikken blev stadfæstet i det 4. århundrede som følge af den tydning af Rom 6,3 ff., som kom i brug på dette tidspunkt, og hvorefter dåben opfattes som en “mystisk” og hellig begivenhed, der forbinder den døbte med Kristi død og opstandelse.

Men uanset om vi taler om spædbarnsdåb eller voksendåb, mener vi i Church of Love, at en ting bør være Alfa og Omega, nemlig at det altid er Gud, som er subjektet og ikke mennesket. Dåb er Guds enestående gratis gave til os mennesker. Mennesket kan nu modtage denne gave af sin kærlige himmelske Far, enten med troens hænder og taksigelsens tunge eller som et “passivt” barn, der har fuld tillid og tro til sine forældre ved at favne gaven! Lad os derfor ikke begrænse den almægtige Gud ved vores menneskelige begrænsninger og traditioner, men lad os i stedet for stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse. Rom 14,19

Et smukt og “rummeligt” citat fra apostlen Paulus, som ind i mellem kan misforstås eller retter sagt misbruges, hvis vi ikke værner om kirkens kald og identitet.

Diskussionen om, hvordan kristne og kirken må møde verden og ikke desto mindre islam, munder sig ofte ud i smarte nøgleord. Dialog, sameksistens, rumlighed etc. er blot nogle af de smarte ord der bruges, når de liberale såkaldte missionsteologer diskuterer kirkens fremtid og strategi.

Men kan kirken og kristne budskab virkelig overleve eller leve op til sit kald, hvis strategien går ud på, at vi egentlig må passe på at ikke komme for tæt på? Kan en “kristendom-light eller “zero” være svaret til verdens udfordringer? Det tror jeg ikke på, og derfor opfordrer jeg “kirken” at være kirke med et stor K!

Jeg vil derfor stadigvæk holde fast i, hvad jeg sagde, da en journalist stillede mig tre afgørende spørgsmål, om hvorvidt jeg var enig med de kloge missionsteologer, som var fremkommet med forslag om kulturtilpassede mødeformer i kirken, og nogle anbefalede også ligefrem Jesus-moskeer for nyomvendte muslimer…..!!

- Mener du muslimer skal beholde deres kultur i mødet med kristendommen?

Kultur er en del af ens identitet og baggrund, som ofte i samspil med tro danner individets fundament. Det må derfor ikke alene respekteres, men også praktiseres med omhu. Det vil sige, at kristendommen sagtens kan have forskellige former for gudstjenester, helt afhængigt af bl.a. sprog og kultur. Men kernen i kristendommens frelsende evangelium bør kompromisløst være ens overalt, nemlig:

1) Troen på, at Jesus er Guds søn.

2) Troen på, at Jesus blev korsfæstet for vores synders skyld.

3) Troen på, at Jesus er opstået fra de døde og kommer igen.

- Mener du Jesus moskeer kunne være en god idé at nå danske muslimer med?

Som Paulus så sandt siger til menigheden i Korinth: “Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt…”

(1 Kor 6,12). Denne form for missionsstrategi kan skabe forvirring og vrangdisciple for Jesus. Og dette bør ingen ret-praktiserende missionær være bekendt med, da sådanne missionsstrategier blot er bjørnetjenester.

- Kunne du finde på at lave det iranske fællesskab i Odense om til en Jesus-moske?

Siden 1997, da Church of Love begyndte sin mission blandt nydanskere, har vi altid været villige til at lytte og blive inspireret af andres erfaringer fra missionsmarken. Men én ting har vi holdt fast på helt fra starten af, som Augustin sagde: “Kirken er Helligåndens værksted”. Kirken må gerne se anderledes ud og have forskellige værktøj, afhængig af “marken”, men dens endelige budskab og mål skal være indiskutabel. Vi må ikke alene tænke på kvantiteten men også, hvis ikke mere, på kvaliteten af fællesskabet. Min ærlige vurdering af sådanne proislamiske menigheder er, at de på længere sigt ikke kan undgå en åndelig kollision, og derfor er de i yderste fare for blot at virke som en smertestillende pille frem for at kurere menneskets sygdomme, nemlig synd og fortabelse.

Dommedag har mange navne i bibelen og de fortæller hver især om, hvad det drejer sig om. Dagen kaldes for den “yderste dag” (Joh 11,24) eller “enden” (1 Kor 15,24). Det betyder, at tiden, som vi kender den med dage og år, vil høre op en dag. Der vil være en dag, som vil være den sidste i denne jords historie, ligesom der også var en dag, skabelsesdagen, som var den første.

Dagen kaldes også for “Jesu genkomst”. For vi tror, at Jesus igen kommer til jorden. Men denne gang synligt for alle og i himmelsk herlighed. Med Jesus bliver Guds rige synligt og totalt på hele jorden. Men hans komme er også et opgør med Satan og det onde på jorden og derfor kommer der, ifølge bibelen, til at foregå ret meget inden Jesus kommer igen. Krige, naturkatastrofer og forskellige former for menneskelig nød er bare nogle af tegnene.

Dagen kaldes også for “Dommedag”, fordi det på den dag skal blive synligt, hvem der i tro har fået det nye liv fra Gud. Mens vil lever her på jorden er der troende (åndeligt levende) og der er vantro, som fornægter Jesus som frelseren (åndeligt døde). På dommedag vil Jesus dømme levende og døde, dvs. gøre det synligt for alle, hvem der er åndeligt levende, og hvem der er åndeligt død. Og de levende giver han evigt liv i himmelen, mens de, som har fornægtet Jesus, i evighed er fortabt.

I en liberal-teologisk protestantisk forståelse med Løgstrup og Barth i spidsen er dommedag et navn for den daglige udfordring, som består i varetagelsen af vore egne og vore medmenneskers behov og forventninger. I den sammenhæng er “verdens undergang” min verdens undergang, når jeg har svigtet mig selv eller den anden!

I den multikulturelle kirke Church of Love, som hovedsagelig består af konverterede muslimer, bliver jeg ofte mødt med spørgsmålet om, hvornår jeg tror, at dommedag kommer? Er vi nu meget tæt på den? Skal vi nu betragte naturens og verdens katastrofale tegn som et tegn på Jesu genkomst?

Personligt plejer jeg at sige og undervise menigheden om, at i vores kristne tro bør det ikke være et spørgsmål om, hvorvidt eller hvornår dommedag/Guds rige kommer, men et spørgsmål om, hvorvidt vi er klar til dagen!

Siden de sidste 30-40 år, har Danmark oplevet en stor og kontinuerlig indvandring af muslimer med forskellige nationaliteter. Det har været en bred vifte, alt lige fra den arbejdssøgende pakistaner til den politiske flygtning fra Iran eller muslimen der søger en bedre tilværelse i landet, hvor der “flyder” med mælk og honning. Derfor er muslimen ikke længere en skikkelse i eventyrhistorierne, hvor Ali-Baba hærgede byen Bagdad med sine 40 tyve røvere. Nu findes Ali- Baba i døgneren ned på hjørnet af gaden, eller han kan være din lokale grønthandler med de solmodne appelsiner. Ja hans børn kan endda gå i samme klasse som dine børn.

Alt dette indikerer en ny æra med nye udfordringer, ikke blot for samfundet alene men også, hvis ikke endnu mere, for kristne og kirken. Danmark har igennem en lang årrække specialiseret sig i at “outsource” forkyndelse af evangeliet til primært muslimske lande i form af mission. Til dette formål har kirken investeret og brugt unægtelig mange penge på udrustning af sine missionærer

i lande som, af forskellige årsager ikke er åbne for mission. Det vil sige, at barrieren ofte har været større end frugten, idet det fremmede sprog, kultur og almen dannelse på missionsmarken har været forskellig fra missionærens.

En overvindelse eller en bedre forståelse af missionsmarkens normer kræver normalt en masse tid samt ressource. Alt sammen noget der kan spares, hvis missionæren selv stammer fra missionsmarken, da det fremmede sprog ikke længere er fremmed, kulturen er mere end velkendt og den almene dannelse er en selvfølge! Her har vi brug for den omvendte Ali-Baba, som er blevet omvendt ved Guds kærlige ord i byens lokale kirke. En kirke, som har været villig nok til at bryde gamle traditioner og åbne sig med kærlighed for de nye, søgende og anderledes nydanskere.

Nu behøver Ali-Baba ikke længere være røveren på jagt efter mælk og honning. Han kan faktisk være den efterhånden nødvendige og efterspurgte missionær der kan vinde de 40 tyve røveres hjerter for Jesus. På overfladen er han stadig den mørke fremmed med det grove skæg, men i sit indre besidder han Jesu kærlighed for de resterende “røvere”.

Han kan nå dem, fordi han forstår dem. Han kan være iblandt dem, fordi han er dem! Og omvendt, lytter de til ham, fordi de har tillid til ham. For dem er han ikke engang den mørke fremmed med det grove skæg, men blot Ali-Baba med en nyt budskab. Et budskab der handler om Guds betingelsesløse og fordomsløse kærlighed, der gælder enhver, uanset nationalitet, som påkalder Guds navn (Rom 10,12-13).

Her bliver frugten større og barriererne mindre, og dog ikke desto mindre udfordrende, idet Ali-Baba godt nok besidder den nødvendige “knowhow” men ej de nødvendige midler i modsætning til den gamle missionær, der nærmest har uendeligt med midler, men alt for lidt “knowhow”.

Hvad mon kirken kan gøre i denne problematik? Kan kirken overhovedet inddrages? Svaret må være meget enkelt! Kirken har ikke alene pligt, men også et essentielt behov for at hjælpe og støtte de nye i deres nye tro. Vil man ikke investere i Guds Rige nu, har man heller ikke noget at høste senere!

Det må altså være en selvfølge, at ikke alene missionsbefalingen er lige så gældende i dag som for 2000 år siden, men ligeledes andre bibelske værdier og befalinger såsom; at hjælpe hinanden, at vise kærlighed og ligeværdighed uden diskrimination (1 Kor 9,13-14).

Konklusionen må være, at den tidligere fremmede Ali-Baba med det grove skæg og det nye hjerte må få opbakning og hjælp, således at han i samarbejde med de gamle missionærer kan nå de resterende 40 tyve røvere. For i denne nye æra er der behov for nye sække til de nye vine! Derfor har kirken brug for at insource missionen, da missionsmarken ikke længer kun hører hjemme i “langbortestan”, men lige udenfor vores dør.